Venø Festival

info@venoefestival.dk

booking@venoefestival.dk

CVR nr. 40170456

Mobile Pay: 75 75 12

VENØ FESTIVALS HVEM, HVAD, HVOR

 

(opdateres løbende...)

A

Affald

Vi er fælles om festivalen og skaber sammen de gode rammer. Der er også kun os selv til at rydde op, så vis hensyn og smid dit affald i en af de skraldespande, der står rundt omkring - og er der ved et uheld røget noget affald i naturen, så tag det med til nærmeste skraldespand. Så er vi sikre på, at Venø-boerne giver os lov til at komme igen.

Allergier

Hvis du har nogle særlige allergier for madvarer, så forhør dig i køkkenet inden hvert måltid. Kokkene vil gerne hjælpe og evt. tilberede en alternativ ret.

All Inclusive

Venø Festival er en All Inclusive festival. Det betyder, at du kan tage på festival uden at skulle købe noget ekstra. Inkluderet i din billet er gratis adgang til følgende drikkevarer: To slags fadøl, filterkaffe, saftevand. Derudover får du med billetten seks måltider, hhv. frokost og aftensmad fredag, morgenmad, frokost og aftensmad lørdag samt morgenmad søndag. Derudover vil der også være mellemmåltider til de små maver inkluderet i billetten.

Hvis du er endnu mere lækkersulten mellem de inkluderede måltider eller gerne vil have et afbræk i fadøl, saftevand og filterkaffe, kan du købe snacks og vin, cocktails mv. i barerne

Armbånd

Du ombytter din billet til et armbånd ved indgangen i den gamle "Vaffelbod". Der er ikke adgang til festivalpladsen uden armbånd. 

B

Betaling

Hvis du vil købe nogle af mellemmåltiderne eller barens alternativer til fadøl, saft og kaffe, kan du betale med Mobile Pay eller kontanter.

Biler

Venø er en lille ø og der er trængt, så vi opfordrer til samkørsel. Der vil være parkering på et afgrænset areal ved campingpladsen lige ved siden af festivalpladsen.

Billetter

Festivalbilletten til Venø Festival er en all inclusive billet. Standardbilletten koster 1300 kr. og er fra 15 år, mens børnebilletten koster 550 kr. Børn og babyer på 0-2 år er gratis. Derudover sælger vi også et begrænset antal frivilligbilletter til 650 kr. Billetterne kan KUN købes i forsalg. Det betyder altså, at vi IKKE sælger billetter på dagen. Der findes en særlig billet for Venøboere 

Babyer og børn

Venø Festival er lige så meget for børn som den er for voksne - så vi håber meget, at I vil tage jeres poder med! Der vil være masser af aktiviteter og underholdning for børnene og vi ønsker at skabe så trygge rammer, at børnene kan løbe og lege frit. Der er ikke nogle pasningstilbud eller barnepiger på festivalen, men vi håber, at alle vil hjælpes ad med at have øje for børnene. De inkluderede fællesspisninger vil være tilberedt også med tanke på mad, der både tiltaler og udfordrer børnene - og der vil være fri saftevand og vandposter på pladsen. Vi har både højstole og puslepladser.

F

Fællesspisning ved langborde

Fællesskabet er i højsædet på Venø Festival - både med dem du kender, men også dem, du ikke kender. Derfor spiser vi sammen i fællesskab madteltet. Vi bruger ikke engangsservice og derfor skal du selv vaske din tallerken og dit bestik op bagefter til de næste, der skal spise sammen :)

Forfest torsdag

Vi holder en forfest torsdag aften inden festivalen. Her kan du få dit armbånd, købe fadøl og noget lækkert fra grillen. Du må også gerne tage dit eget med til grillen.

Frivillig

Du kan være med til at skabe Venø Festival som frivillig! Når du køber en frivilligbillet forpligter du dig på to vagter hver af 3 timer under festivalen fra torsdag eftermiddag indtil søndag middag. Det kan være at hjælpe med fællesspisningen, stå i en bar, være ved en aktivitet, tjekke billetter, sørge for hegn, affald eller toiletter. Frivilligbilletten er halv pris, 650 kr., og giver adgang til den fulde festivaloplevelse med all inclusive. Når vi nærmer os festivalen, får du en mail omkring en vagtplan. Frivilligbilletter kan købes her

Vil du gerne være superfrivillig som enten teamleder for et område under festivalen eller som en del af byggeholdet i 6 dage før festivalen, så tag fat i os. Superfrivillige påtager sig et større ansvar og mange flere arbejdstimer, men til gengæld kvitterer vi med en fuld festivalbillet <3

Færge

Færgeturen til Venø tager 5 min. Så længe der er biler til at fylde færgen, sejler den i pendulfart. Færgen sejler frem til midnat. 

H

Havnen

Venø Havn er et skønt sted og derfor vil vi også inkludere den i festivalen. Havnen ligger 5-10 min. gang fra festivalpladsen. Kommer du sejlende til Venø og vil du overnatten i båden under festivalen, kan du kontakte Venø Havn for nærmere detaljer.

Hvor

Venø Festival foregår på Venø, en lille ø midt i Limfjorden. Festivalen foregår ved øens campingsplads. Adressen er: Venø Klit Camping, Klitten 10, 7600 Struer

M

Mellemmåltider

Mellemmåltider er vigtige - derfor er der også inkluderet simple børnevenlige mellemmåltider i billetten. Det vil også være muligt at købe andre mellemmåltider på pladsen.

O

Opvask

Der er ingen engangsservice på Venø Festival - og vi spiser og drikker af 'rigtige' kopper og tallerkener. Derfor har vi lavet en smart opvaskestation, hvor du efter hvert måltid vasker din egen tallerken op, så den er klar til de næste.

Overnatning

Overnatning i telt på festivalpladsen er inkluderet i din billet! Men det er også muligt at campere med enten telt eller campingvogn ved siden af festivalpladsen på selve campingpladsen, mere info og priser følger her på siden. Der er ikke hytter eller udlejningsvogne på campingpladsen. Derudover er der ganske få steder med Bed & Breakfast eller AirBnB på øen. Endelig kan du også overnatte i din båd, hvis du kommer sejlende til Venø. Havnen ligger 5-10 min. gang fra festivalen.

P

Parkering

Der vil være parkering på campingpladsen. Der er et begrænset antal pladser, så vi opfordrer til samkørsel eller at benytte vores shuttle-busser.

S

Shuttle-busser

Lad bilen stå og hop på Venøbussen. Der kører en Venø-Festival-bus mellem Struer Banegård og festivalpladsen. Siden her vil blive opdateret med køreplanen i løbet af foråret 2020.

V

Venøboere og fastliggere

Vi er taknemmelige for at få lov at holde festival på Venø og Venø Klit Camping - og ikke mindst den hjælp vi møder hos ø-boerne og de frivillige på campingpladsen. Derfor får Venøboerne og campingpladsens fastliggere halv pris og kan således købe standardbilletten til 650 kr. og få den fulde festivaloplevelse med all inclusive for kun 250 kr. Husk dit sygesikring som dokumentation for din bopæl på Venø.

VENØ

 FESTIVAL 

 17.-19. JULI