LYDEN
Nive & The Deer Children
Hvad er den smukkeste varedeklaration i verden? Svaret er inuit-indie – serveret af Nive & The Deer Children. En nutidig verdenslyd, der stadig rummer alt det smukke og overleverede gamle i verden – noget helt fundamentalt.
Det er altid fortællingerne, der er i centrum. De står smukt i midten af det hele, og rundtom findes en sart instrumentering så mangfoldig og rig, at det ville gøre de fleste rundtossede. Grønland møder USA i en sært skøn americana, der fuldstændigt naturligt smelter de to geografiske steder sammen gennem musikken.
Aldrig har fornemmelsen af støvet landevej, ødemark, rejselyst, udlængsel og gode fortællinger lydt så dejligt.
Astro Budda Agogo
Av av av – det her bliver en vild og tovlig oplevelse! Danmarks måske allermest råt swingende og autentiske orkester lægger vejen forbi vores ø i starten af juli.
Det er jazz, blues og New Orleans Soul – det er ultra dansabelt og det bliver uendeligt svært at holde noget som helst i ro, når Michael Blicher, Mads Søndergaard og Anders Holm viser hvor meget musik kan flå i benene, hovedet og hjertet. Det er charmerende og vil afgjort være en stor a-ha oplevelse for mange gæster.
Hvis du vil se hvordan ægte spilleglæde ser ud, så skal du glæde dig som et dansende barn til Astro Buddha holder hof i dansens og glædens hal – og under himlen på Venø.
Astro Buddha Agogo spiller hele to koncerter til Venø Festival. Om eftermiddagen (mest for børnene) og senere på dagen (mest for de voksne).
Ki!
Det smager af solskin, dufter af asiatisk smeltedigel og lyder rimelig meget af laberhed!
Christian Ki Dall er hjernen bag dette vidunderlige projekt, som med nænsom hånd og gennem-musikalsk selvfølgelighed lader et væld af genrer blive hinandens sammensvorne.
Fra vietnamesisk Vong Co guitar til den sprødeste soul – så fornem at Aretha Franklin ville nikke anerkendende og bede om en portion mere.
Dette er det perfekte soundtrack til en eftermiddag i solen på Venø - med kopperne fulde af niceness. Booyah!!!!
Scala
Så er der rødvins-indierock ad libitum!
Så potent, velspillet og lækkert at du må give dig hen til fortællingerne om kriser, kys, krig, buldrende tog gennem sommernatten, forstadsdrømmenes særlige kendetegn og de halvkvalte og frustrerede skrig fra storbyen.
Det er krig og kærlighed og alt midt imellem. Det er rigtig musik, spillet af rigtige unge mænd med deres egne hænder og det er musik der opstår mellem musikerne, fordi det er sådan de synes musikken skal lyde.
Det er i spændingsfeltet mellem forstadsromantik og undergangsfornemmelser – og det er immervæk et sted, der er værd at være.
Så tag en tår af “Husets Vin” og syng med på en sang til Mick.
Lucky Lo
Supertrevlig! Sverige har altid stået som garant for den fineste popmusik – og en af den svensk/danske musikscenes allersmukkeste popfugle lægger vejen forbi øen denne sommer.
Med musikken som både skjold og våben begiver Lucky Lo sig ud i verden med ønsket om at forene mennesker, sætte ord på det svære og skabe øjeblikke, der danner noget nyt – måske endda håb. Med en vidunderlig og stærk stemme, der bringer minder om den skønne Annie Lennox – transformerer Lucky Lo verden gennem musikken og kærligheden. For det er det hun tror på.
Vi tror til gengæld, at koncerten på Venø Festival bliver en af dem som folk kommer til at snakke om langt frem i tiden. Musik & kärlek FTW!